Denne side er tilegnet vore (danske) kritikere som, med deres interesse for vor nutidige musik og en ofte imponerende flora af sprogblomster, gennem tiderne har italesat og kommenteret denne musik. Til stor glæde for os, når de synes det er godt – og til ærgelse, når de rakker det ned, og da specielt, når de har ret i det! Jeg har naturligvis fortrinsvis valgt de tekster, der stiller mig selv i et fordelagtigt lys, men fordi mange af teksterne er velskrevne og faktisk siger noget uventet om musikken OG fordi dårlige anmeldelser er mere underholdende at læse end gode, er der citeret rigeligt. Det er så samtidig en lille mikrohistorie om kritikken af ny musik i de sidste 25 år. En kritikertradition som desværre er ved at forsvinde.

1987

PROCESSION (1979/1986) (Århus Symfoniorkester)

”Derimod passerer man mere eller mindre upåvirket forbi Anders Brødsgaards Procession II fra 1986 som var festivalens første uropførelse. At høre værket er som at se et hvidt lærred med krasse farver anbragt efter et nøje beregnet mønster. En kølig og kantet pointillisme minder musikken om, men også om den sterile strukturalisme, der er gået af mode.”

(Teresa Waskowska, Politiken 1/5 1987)

1988

ORAM (1988) (Odense Blæserkvintet)

”...Ellers var det uropførelsen af Brødsgaards blæserkvintet,der fængslede mest. Stykket er sammensat af fire forskellige lag, som forekommer med henholdsvis meget lav (...), og meget høj tæthedsgrad. Klangspektret var uhyre fascinerende med ganske herlige farver på paletten.”

1989

POLTERGEIST (1989) (Esbjerg Ensemble)

”...Brødsgaards værk udnytter til fulde spændingen mellem det kontrollerede og det spontane. Musik, der prøver grænser med et fornemt resultat.”

(Steen Chr. Steensen, Berlingske Tidende 11/6 1989)

1990

A PROPHECY (1990) (Trio Touché)

”I A Prophecy tager Anders Brødsgaard fat i skæringspunktet mellem Reich og Ligeti med en frygtindgydende sekvens af polyrytmer. Som hos Reich er grundlaget en jævn puls, men Brødsgaard flotter sig med et helt flyttelæs af skiftende klangfarver og ofrer også nogle melodiske profiler på sagen. Det er ganske imponerende men også temmelig vildtvoksende: Den konstruktive idé virker ikke rigtig oplevet og skaber ingen vitalitet.”

(Jan Jacoby, Politiken 1990)

1991

JOKER (1990) (Rosalind Bevan)

”...han gjorde bestemt indtryk af at kunne udvikle sig til en begavet tonekunstner. ...men jeg syntes det originale, markante og bemærkelsesværdige manglede.”

(Svend Erik Sørensen, Fyns Stiftstidende 17/9 1990)

1993

STRAIGHT (1992) (Rosalind Bevan, Peter Borel)

”Stafetten blev rakt videre til en ung kollega, Anders Brødsgaard, hvis nyskrevne Straight bygger om ikke direkte på ragtime så på en del af hvad der siden fulgte. (...) Det korte og i detaljen ganske raffinerede værk strutter af en indre sundhed der kommer af at være indlysende konciperet netop for to klaverer, ikke blot i figurationernes natur og i  den pikante tempokonflikt mellem to musikere, men i høj grad også i selve det klanglige udtryk.”

(Jan Jacoby, Politiken 10/3 1993)

”Brødsgaards Straight udviklede sig til en heftig duel for to klaverer. En herlig energiudladning fuld af musikalske pointer bl.a. i overlapningen mellem tematiske idéer og rytmer. Og i den måde, to musikalske systemer konfronteres med efterfølgende skævheder.”

(Steen Chr. Steensen, Berlingske Tidende 11/3 1993)

IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI (1990-94) (Rosalind Bevan)

”...Klanglige raffinementer i Requiem, forrygende virtuositet i Attacca og konsekvens i 7-9-13. Men det bedste ved Brødsgaards værk er den sjældne overensstemmelse mellem det gennemarbejdede og det udadvendte, der taler til den direkte oplevelse.”

(Steen Chr. Steensen, Berlingske Tidende 27/7 1992)

1994

BACCHANALE, HYMNE, PYRO-MANI (1994) (Peter Borel)

”...uropførelsen af tre nyimpressionistiske karakterstykker af Anders Brødsgaard: Bacchanale, en vild og vittig træskodans, Hymne (Olivier Messiaen in memoriam), en duftende nocturne, og Pyro-Mani der snarest virkede køligt rislende med løbende figurværk og åben harmonik.”

(Jan Jacoby, Politiken 27/11 1994)

1997

KLAVERKONCERT (1994) (Rolf Hind og Athelas)

”...Det var Brødsgaards vanlige struktur-fryd, dens stramhed og skarphed, men her også parret med et besynderligt, men højst effektivt Schwung, som Brødsgaard efter sigende har tillagt sig efter, at han med nyindkøbte svømmevinger fra Darmstadt sprang ud i dansk musiklivs Bermudatrekant...”

(Ursula Andkjær Olsen, Berlingske Tidende 24/11 1997)

1998

ALGOL 8 (1996) (Figura)

”...Både den ekstravagante tegneseriefantastik og de begrebsmæssige kortslutningers humor afspejles for fuldt udtræk i Brødsgaards farvestærke, frodigt billedskabende musik, der balancerer kunstfærdigt og fantasifuldt mellem det medrivende flotte og eksotiske og det ironisk overdrevne. Et yderpunkt i sidstnævnte retning er et forvrænget citat af Kong Christian stod ved højen mast, men det skal understreges, at de to aspekter ikke strides, men mødes på et højt artistisk niveau i en oprigtig og smittende begejstring for den musikalsk potente poesi: Al magt til fantasien!”

(Jan Jacoby, Politiken 2/6 1998)

1998

ALIEN (1998) (Lars Graugaard og Henrik Brendstrup)

”Vovemod og originalitet savner man ikke hos Anders Brødsgaard.I Alien for fløjte, cello og elektronik bygger han et indholdsrigt forløb over lange, liggende toner, der som brændende lunter sprutter gnister af klang og figurværk til alle sider. Begge dele er formuleret med stor, sanselig opfindsomhed, og en rytmisk spændende motorisk nerve pulserer gennem det meste af stykket. Det er udpræget musik for levende musikere, der har kroppen med sig, og den fik en medrivende uropførelse.”

(Jan Jacoby, Politiken 3/3 1998)

1999

GALAXY (Odense Symfoniorkester)

”Et gennmført vanvittig og helt uladesiggørligt projekt – skulle man umiddelbart mene – når man i programnoterne til Anders Brødsgaards værk Galaxy kan læse, at en del af idéen bag værket er en konstant akkumulation af energi fra begynddelsen til slut. Men ved uropførelsen på Musikhøst festivalen blev denne umidddelbare mening sparket grundigt i skammekrogen af dette imponerende orkesterudspil fra Brødsgaard, der med en voldsom inerti masede sig massivt og fængslende fremad.”

(Jakob Wivel, Jyllands Posten, 13/11 1999)

”...men begge blegnede  ved en monumental uropførelse af den 44-årige komponist Anders Brødsgaard, der knytter an til den spinkle danske tradition for  hard core-modernisme. Det nærmest svimlende ambitiøse orkesterværk Galaxy er typisk for denne æstetik: Drivkraften er dels visse teoretiske overvejelser, som jeg her vil lade ligge, dels nogle forestilinger der ligger uendelig langt væk fra menneskelige proportioner og erfaringer. Det skal man nu ikke lade sig skræmme af. Komponistens abstrakte arbejde med ”spiralstrukturer” på alle musikalske planer og formelle niveauer får ikke nødvendigvis lytteren til at tænke på galaksers dynamik og dna-molekylers kompleksitet, og det kan også være bedøvende ligegyldigt, for det er ikke programmusik. Den ydre inspiration er blot igangsættende modeller for musikalske tænkemåder, omtrent som solens bane over himlen for Carl Nielsens Helios-ouverture, og deres lovmæssighed skal og kan opleves rent sanseligt. Jamen, hvordan lyder det? Her kommer jeg lidt til kort, for det ligger næsten i sagens natur, at musikken unddrager sig sammenligninger. Så meget kan siges, at der for det meste er tale om en yderst tæt og kompleks men også karakterfuld og rigt varieret orkestersats, og at stoffet er uhyre fleksibelt og vidtfavnende og synes at forbinde meget store modsætninger uden indre brudflader. Her skimter man Stockhausens tænkemåde. Men det er en rejse uden fyr og landkending. Eneste orienteringsmærker er bølgers, vinds og skyers forrædderiske uforanderlighed. Men så uberegnelige, ja kaotiske de er, er vi dog aldrig i tvivl om naturkræfternes uafvendelige indre nødvendighed. Og hele det sindrige væv dirrer af en dramatik, der ikke udspilles mellem veldefinerede aktører i klart adskilte begivenheder, men gennemsyrer den musikalske substans på mikroplanet som molekylære processer, der er forstørret op og gjort hørbare, og som producerer så rigt et forløb, at de 40 minutter ikke synes et øjeblik for meget. Jeg vil ikke påstå, at jeg blot tilnærmelsesvis har kaperet Galaxy (...) men dybt fascineret var jeg, og ikke i tvivl om, at vi har at gøre med et storværk.”  

(Jan Jacoby, Politiken 13/11 1999)

”Blandt nye danske værker  var det dog ikke desto mindre et alt andet end fusionspræget stykke, der gjorde størst indtryk under festivalen, nemlig Anders Brødsgaards 40 minutter store og særdeles kompakte orkesterværk Galaxy, der har været næsten ti år undervejs. Men hvis musikken kan virke kompleks på overfladen, er selve det lange forløb sådan set enkelt nok: efter at være startet meget langsomt og enkelt på blot én tone, koncentreres musikken efterhånden mere og mere, bliver tættere og tættere på stemmer og begivenheder, indtil al aktiviteten til sidst synes at have fortættet sig sig til et nyt enkelt punkt, hvorfra musikken så kan fortsætte på ny. Nok kan man som lytter ind imellem fornemme, at der må have skullet bakses med galaksen undervejs, og værket hører afgjort til den slags musik, der prioriterer konstruktion over umiddelbar velklang. Men derfor er det stadig stort tænkt og konsekvent realiseret musik, som skærper ens opmærksomhed på selve det at lytte, og på hvordan man egentlig oplever en sådan musikalsk proces.”

(Jakob Levinsen, Berlingske Tidende 16/11 1999)

1999

KLAVERTRIO (1996) (Athelas)

”...Brødsgaards trio er ganske vist en ensatser, men det forhindrer den ikke i at gennemløbe et utal af faser, som umærkeligt løber ud i hinanden. De to strygere lagde for med et rytmisk striks og og punktuelt pizzicatoafsnit som på forunderlig vis aflokkede instrumenterne en næsten levende eller klukkende overtoneverden. Men den abrupte startfase forvandlede sig til et melodisk netværk, en overgang næsten hymnisk i sin samlethed, for til slut at løbe ud i det blå.”

(Ursula Andkjær Olsen, Berlingske Tidende 6/4 1999)

2000

REJSE (1997-2000) (Den Anden Opera, chef Jesper Lützhøft)

»Højere, højere endnu. Din komethale brøler af nyfødte sole. Hele menneskets kraft samlet i een eneste åndeløs accelleration. Mennesket hæver sig over sig selv i en sky af brint og stjerner. Mennesket ophæver sig selv. Dette er menneskets styrt i højden.«

Sådan hedder det et sted i Anders Brødsgaards billed- og tekstrige musikdrama Rejse Operatorium Rejse, til tekster af Klaus Høeck. Værket og komponisten nyder den ære at være stærkt omdiskuteret: Er forestillingen vellykket eller mislykket eller bare halvgod? DMTs udsendte giver syv stemmegafler og efterlyser en fortsættelse af historien. For både underlig og dragende er forestillingen, der rummer det stort anlagte kosmiske syn samtidig med at plat tegneseriefremstilling trænger i forgrunden i især anden halvdel af værket. Underligt nok har ingen henvist til inspirationen fra Stockhausens Licht-projekt, ikke mindst hvad angår det visuelle, det overnaturlige, menneske/maskine-problematikken, afvisningen af kukkasseteatret, og endelig den initierende 7-stemmige svingning, der er grundlaget for alt det følgende.

(Anders Beyer, Dansk Musiktidskrift 2000/1)

”Stort set lyder det rædsomt. Hvis jeg tog mine børn og deres skole- eller studiekammerater (for slet ikke at tale om svigermor) med til den opera, ville de løbe hylende bort. (...) Nu kunne jeg jo piske lidt på dem og fortælle, at der sker en masse mærkeligt på scenen i dette ”operatorium”. (...) Fabelagtige musikere, blæsere og slagtøj og synthesizere, så det suser om ørene. (...) En fortæller med Sherlock Holmes-hat taler uforståeligt. Og andre forbløffende, toptunede præstationer. (...) Så her, venner: hos Brødsgaard, Høeck og kompagni år 2000 kan I få historisk anskuelsesundervisning. Lære lidt om, hvad det var, som fik hjernevindingerne hos mange komponister til at blive til hakkende tandhjul dengang, sangere til at smadre deres stemmer og musikere til at sove dårligt om natten. Forældet musikteater. Uanset hvor meget computer- og videospræl, der viftes med. (...) Tekst og handlingsforløb hjælper ikke det bitterste. Det er tænkeligt, at Brødsgaards musik er dyppet i lige så systematisk syrebad som Klaus Høecks sindrige og udspekulerede digte. (...) Sidder man dér som tilhører med ørerne blafrende i Kanonhallen, oplever man kun, at betydningsladede fragmenter i tekst og musik hober sig op som skrotdynger...”

(Gregers Dirkinck-Holmfeld, Ekstra Bladet 17/7 2000)

”HVISKEN, RÆB – OG FORMAT. (...) Men komponisten Anders Brødsgaard er også groet af både rock og modernisme. Selv om Rejse er hans ilddåb i genren, forstår han spillets regler som få. Og man er længe om at ryste begivenhederne på gulvet af sig. (...) Snart hugges der løs af Høecks samlede værker, hvisket og mimret knælende fra alenlange papirruller. Troen er kommet til – og fanatismen. Demagogen Uras kan vade ind, på én gang velkommen og skæbnesvanger (...) mesterligt udført af Jens Bruno Hansen. (...) Som da et par jægersoldater i 4. akt arbejder med en dysfunktionel robot og iagttages af selve den kvindelige uskyld, en vidunderlig computeranimeret mannequin. Og sådan er det hele vejen igennem. Robotter kan programmeres til menneskelighed og mennesker til robotlighed, man skal aldrig vide sig for sikker! Tanken er nok afprøvet før, men sjældent mere frygtindgydende totalitær end lige her.”

(Søren Hallundbæk Schauser, Information 17/7 2000)

.8

[Hva' hulen er meningen? Læserbrev 17. JULI - Må man fremkomme med et hviskende ræb - selv om det skulle vidne om manglende format?


Jeg ved ikke, hvad 'palimpsest' er - og jeg kan ikke forstå, hvordan en “kanonisk understrøm sikrer, at musikken sjældent stivner i alle bordunerne og de spektrale rundgange.”


Kunne der ikke for senildemente læsere som undertegnede stilles en brugsanvisning til rådighed til eventuel forståelse af artiklen i almindelighed og de nævnte vendinger i særdeleshed?

På forhånd tak.

Jxxxxx Jxxxxxxx, Bxxxxxxxxj XX, 1870 Frederiksberg]

“...Klædt i udsøgt grimme kostumer (de ligner noget, der er syet af brusebad-forhæng) og pålagt stive, kedelige robot-bevægelser vrimler de stakkels sangere rundt på sceenen.”

(Birgitte Grue, BT 17/7 2000)

”...Forestillingens kostumer er et orgie af fantasifuldt designede sci-fi-kreationer med illuminerede hovedkupler som højdepunkt.”

(Thomas Michelsen, Politiken 17/7 2000)

”...det kunne tænkes at Brødsgaards Rejse simpelthen er u-opsættelig, et fantom, men et smukt et. Og så nej, selv et fantasme må kunne sættes i scene...”

(Ursula Andkjær Olsen, Berlingske Tidende 17/7 2000)

2002

ZEITWAVE (2002) (Contemporánea)

”...Forbindelsen mellem klang og struktur, og dermed mellem musikkens årsag og virkning, var kun åbenlys i uropførelsen af Anders Brødsgaards Zeitwave, hvor rytmiske forskydninger og spændinger gav udsagnet autoritet.”

(Jens Brincker, Berlingske Tidende 17/2 2002)

2004

MAQAM, OPUS ES #5 (2002) (Athelas)

“…Det arabisk inspirerede »Maqam« af Anders Brødsgaard. Her var en mand, der både kunne finde en god ide og lade sig forpligte af den.”

(Søren H. Schauser, Berlingske Tidende 23/11 2004)

2005

63 STEPS (2003) (Skandinavisk Guitarduo)

”...Skandinavisk Guitarduo uropførte med to skarpskytters præcision et kvarters fuldstændig ligegyldig, farveforladt musik af Anders Brødsgaard kaldet 63 Steps. Lad det hvile i fred.”

(Thomas Michelsen, Politiken 1/11 2005)

CD-anmeldelser

DREAM FRAGMENTS (2000) (Den Fynske Trio, Johannes Søe Hansen)

“…Klavertrio fra 1996 og Traumfunken fra 1990. Disse værker fængsler fra første øjeblik, det første gennem en overbevisende formulering à la Bartók eller Berio med en virkningsfuld overgang fra kontinuerlig strøm til gådefuld opløsning i afsnit adskilt af pauser efterfulgt af et dramatisk spil, det andet gennem en bevægelse i de højere luftlag med virtuose skalabevægelser, som havner i det helt surrealistisk-uhyggelige. Det er virtuost, fængslende og overbevisende - og prøver man at indkredse, hvad der egentlig er på færde, forsvinder det som sand mellem fingrene. Det er en musik, som ikke lader sig sætte i bås…Og de fire musikere...lader dette udtryk nå frem til lytteren på en måde, som ikke efterlader nogen tvivl om, at Anders Brødsgaard er en af de mest spændende danske komponister i den 20. århundredes sidste årtier og i det nye årtusinde, som indvarsles med værker som disse.”

(Jørgen Lekfeldt, Dansk Musiktidskrift 2000/2 (http://dvm.nu/hierarchy/periodical/dmt/2000-2001/02/?show=data/periodical/dmt/2000-2001/2/periodical-dmt2000-2001_2_13.tkl&type=periodical)

IN GIRUM IMUS NOCTE ET CONSUMIMUR IGNI (2008)

Det starter næsten impressionistisk på denne nye CD med musik af Anders Brødsgaard. Men det viser sig hurtigt kun at være en klanglig finesse. Ret hurtigt mærker man at musikken indeholder en langt mere ivrig og pågårnde, urolig og næsten desperat energi. Rytmisk set er det en svær musik,og det er heller ikke en musik, der giver sig uden kamp for lytteren. Sine steder nærmer det sig klichéen om ny musik, med toner der bliver hamret ud af klaveret tæt op ad hinanden. Titlen på cd'en er et latinsk palindrom (dvs. der står det samme forfra og bagfra): In girum imus nocte et consumimur igni. Det betyder 'vi kredser i natten og fortæres af ild', og passer godt til den fornemmelse musikken giver. Men samtidig er det ikke helt klart, hvad man som publikum skal stille op med musikken. Den er smuk, men breder sig også som en uro i kroppen: Hvad vil det mig? Er det noget jeg har hørt før? Hvorfor denne uro?

(Max Fage-Petersen, Lyt til Nyt, 2008)

“…Hvert stykke på denne CD er som en mobile, hvor det samme stof langsomt forskyder sig og betragtes fra nye vinkler uden egentlig at flytte sig, og lidt indelukket kan det godt blive. Kun den Messiaen-inspirerede ’Hymne’ sprænger i nogen grad denne ramme, men som i en syntese bliver det anderledes i klaverkoncerten: Det, der begynder som en fortsættelse af ’Joker’, får her lov at udfolde sig og bringe mangfoldigheden ind i et samlet forløb. Det er en bred proces. Den første af koncertens tre sammenhængende dele er endnu lidt nærsynet; så følger en smuk lyrisk mellemdel, inden musikken skælvende vågner op til dåd, og den korte, hektiske ’finale’ som en vejviser ind i en langt rigere musik gør hele koncerten til ét langt tilløb.”

(Jan Jacoby, Klassisk 2008)