ROLLERBALL

tekst: Klaus H¿eck

[fra Klaus H¿eck: Winterreise, Gyldendal 1979]

 

 

FIRE FIKTIVE NATIONALSANGE

 

Moontown (MŒnen)

 

Moontown, caput mortuum, gravure

i zink eller stŒl: skyformationer,

og bag dem lyset, der stŒr som radier

ud imod alle verdenshj¿rnerne.

 

Jeg ved ikke i hvilke dr¿mmes jord

vredens malva eller ondskaben gror.

Her vokser realiteternes glas

i tomhedens m¾gtige stenpalads.

 

Jeg mŒ allerede v¾re posthum

siden jeg n¾sten f¿ler mig hjemme

her under denne mŒne af karbid.

 

Jeg har ingen fremtid, ingen fortid

intet mer at huske eller glemme,

kun virkelighedens n¿gne centrum.

 

Centaur City (8. Kontinent)

 

Centaur City, sommerfugl af glas, beton, sten.

Neon selvsagt, og Shells muslingeskal.

¯lstuer som dengang f¿r i tiden,

billygternes galaktiske oval

 

Jeg ved ikke hvad jeg er kommet for

at huske eller mŒske at glemme,

hvilken skyld eller straf jeg skal sone.

Jeg f¿ler mig ford¿mt pŒ denne jord

 

hŒbl¿st forelsket i en ny tabt sag.

Algol strŒler gennem sit gazesl¿r

af olie, svovldioxid og benzin.

 

Mens by-guerillaen k¾mper og d¿r

synker metropolen som en rubin

ned i vredens og nattens sarkofag.

 

Alphaville (Atlantis)

 

Alphaville, syntetiske diamant.

Dit lys er sŒ st¾rkt, at det forveksles

med det Gode eller det, der er sandt.

Spejl der afstikker forbl¾ndelsens kreds.

 

Jeg ved ikke, hvad det skal betyde

at jeg sidder her ved Rhinens bredder

hvor jeg n¾sten ¿nsker at forlise

som s¿manden mod Loreleis klipper.

 

MŒske de som er renest af hjerte

de beskadiges mest af snavs og skidt

og sŒledes hurtigst destrueres,

 

mens vi med hjerter af sten fŒr respit.

Her er der intet mer, der kan tabes

derfor kun alt at vinde tilbage

 

Centropolis (Korporationen)

 

Centropolis, revnede urne fuld af sne

midt i vinterens blŒnende hjerte.

Du er vel kulden og en rejse v¾rd,

i din jord hviler de fortabtes h¾r.

 

Hvert nyt nederlag er n¾rmere sejren.

Og alle som tilh¿rer hinanden

de skal ogsΠnok blive forenet.

For dem er livet kun pr¾ludiet

 

til ud¿delighedens Œbne rum

som mindst er varigheden i vort sind

og dette sorte offertorium.

 

SŒledes er d¿den ikke en vind

en tomhed, der sletter menneskets skam,

Gud skjuler sig, sŒ vi kan s¿ge ham.